Du er her: Forside » 16 nyttige tips til skånsom opmagasinering af dine ting

16 nyttige tips til skånsom opmagasinering af dine ting

Jo oftere du skal flytte dine ting, jo større er risikoen for, at de bliver ridset eller ødelagt. Hvis du skal opmagasinere dine ting på et lagerhotel, betaler du  normalt for den plads, som dine ting rent faktisk fylder, så det er et godt argument for at pakke dem, så de fylder så lidt som muligt.

Vi har derfor samlet en række gode råd til dig, som gerne vil pakke dine ting effektivt samtidig med, at du passer godt på dem.

  1. Brug flyttekasser af høj kvalitet. Dem kan du stable, så du bedre kan udnytte højden i dit depotrum. Desuden kan du genbruge dem næste gang, du skal flytte.
  2. Fyld flyttekasserne godt op. Halvfyldte kasser er sværere at stable, så derfor kan de ikke holde nær så godt til tryk oppefra.
  3. Afdæk gulvet med plastik. Læg også plastik over dine møbler og ejendele i dit depotrum for at beskytte dine ting så godt som muligt.
  4. Tunge ting som bøger bør du pakke ned i mindre flyttekasser, så de er lettere at løfte og transportere, end hvis de blev pakket i store kasser. Desuden vil dine flyttekasser holde bedre, hvis de ikke bliver pakket alt for tungt.
  5. Sæt de tungeste flyttekasser i bunden af rummet og de letteste øverst. Det giver et stabilt fundament, så flyttekasserne ikke lige pludselig vælter.
  6. Lav en inventarliste over dine opbevarede ejendele. Mærk samtidig flyttekasserne grundigt ved at skrive på dem, hvad du har pakket ned i hver enkelt kasse. Skriv eventuelt på en etikette, som er nem at tage af flyttekassen igen. Husk at opbevare listen et sted, hvor du let kan finde den igen. Så er det mere overkommeligt at finde det, du leder efter, hvis du skal hente noget i dit depotrum, eller når du skal pakke dine ting ud igen.
  7. Brug arkivkasser til opbevaring af vigtige dokumenter og papirer, så de er nemme at finde og ikke bliver krøllede.
  8. Beskyt skrøbelige genstande med bobleplast, bølgepap eller avispapir. Du kan også bruge silkepapir, hvis du vil undgå, at sværten fra avispapir smitter af på dine ting.
  9. Tallerkener og andet service bør pakkes ind i bobleplast, bølgepap, avispapir eller silkepapir. Til glas og flasker kan du med fordel bruge en glasindsats, som passer i flyttekassen og deler den ind i mindre rum, så dine glas ikke klirrer mod hinanden, men står mere sikkert.
  10. Pak bordben ind i bobleplast, så de kan pakkes tæt uden at blive ridset.
  11. Undgå at placere tunge ting på sofaer, madrasser, hynder og lignende. Husk at overdække dine møbler med et plastbetræk.
  12. Beskyt dine boligtekstiler som fx tæpper og gardiner med et støvbetræk.
  13. Stabel stole så de står sæde mod sæde og læg et stykke bobleplast eller et flyttetæppe mellem sæderne.
  14. Afrim og rengør køleskab og fryser inden opbevaring og husk at lade døren stå på klem, så der ikke opstår en grim lugt.
  15. Pak billeder og spejle ind i bobleplast for at beskytte dem. Stil dem oprejst, så de holder formen.
  16. Brug flyttetæpper eller bobleplast til at beskytte fjernsyn, computer, stereoanlæg og andre ting, som nemt får ridser.